Svindinge

Herregårdene satte sit præg på sognet
Svindinge Sogn støder op til nabosognene Ørbæk, Frørup, Øksendrup, Langå, Gudbjerg og Gislev. Sognet består i dag af byen Svindinge, den del af Lamdrup der ligger øst for Sorteåen samt herregårdene Glorup og Anhof. Tidligere rummerede Svindinge Sogn yderligere to landsbyer, Tårup og Brorup, men begge landsbyer er formentligt forsvundet i løbet af 1600-tallet. Den eneste tilbageværende rest er gårdnavnet Borupgård. Svindinge Sogns historie blev i 1500-tallet uløseligt bundet sammen med Glorup. Det skyldtes især herregårdens daværende ejer, Christoffer Valkendorf, som opførte sognets nuværende kirke som et monument over hans familie.

Et helligt sted
I 1623 blev alle landets præster bedt om at sende indberetninger om fortidsminder i deres sogne. Præsten i Svindinge fulgte denne opfordring, men måtte desværre melde, at han intet havde at rapportere. På trods af præstens nedslående melding, er der i dag registreret 58 fund fra sognets fortid, heraf er 25 gravhøje. Fem af gravhøjene er fredede. Vores dages kirker er steder for tro og tilbedelse, men noget tyder på, at man også langt tidligere har anset området omkring Svindinge Kirke for at være helligt. I hvert fald findes der, indmuret i kirkens væg, et levn af bronzealderens soldyrkelse. Svindinge Kirkes sokkel består af råt tilhuggede natursten, og en af disse sten indeholder 6 skåltegn fra bronzealderen. Skålstenen fortæller os, at der, enten nær den nuværende kirke, eller dens forgænger, formentligt har været et sted, hvor også vores fjerne forfædre dyrkede deres tro og tilbedelse.
 

Valkendorfs Kirke
Der findes kun få renæssancekirker i Danmark. Den ene ligger i Svindinge. Svindinge Kirke blev opført i 1570erne af Christoffer Valkendorf. Kirkens forgænger havde ligget vest for Glorup, men den nye kirke blev placeret centralt i sognet. Indtil slutningen af 1500-tallet var Svindinge kun et anneks til Ørbæk, men også det lavede Valkendorf om på. Der var ingen bro over åen mellem Ørbæk og Svindinge, og det siges, at en præst i Ørbæk var druknet i åen, da han skulle over til sin annekskirke i Svindinge. Derfor fik Svindinge i 1554 sin egen sognepræst. Som kirkeejer fik Valkendorf ret til at udnævne sognepræsten. Det var ifølge folkesagnene tårnet på Svindinge Kirke, som en troldkvinde fra Langeland forsøgte at ramme med Damestenen. Stenen fløj dog ikke længere end til Hesselager.

Rigshovmesteren på Glorup
Christoffer Valkendorf (1525-1601) var i sin samtid en af Danmarks mest magtfulde mænd. Han blev født på Glorup, som han siden overtog, og fra 1550’erne udviklede til et veldrevet storgods. Valkendorf opførte en ny kirke i Svindinge og under ham udviklede byen sig til et regionalt centrum, da herredstinget for Gudme blev flyttet til en plads ved Svindinge Kirke. Valkendorf forblev ugift, og han brugte stort set hele sin kolossale arbejdsevne i statens tjeneste - som kongelig lensmand, rentemester, regeringsråd og rigshofmester. Rigshofmester Valkendorf fik samlet alt bøndergods i sognet, han fik udskilt herregårdens egne marker fra landsbyfællesskabet, og han fik opsat et vældigt stendige hele vejen rundt om sine enemærker. I 1661 gled Glorup ud af Valkendorfernes eje.
 

Fra svedent til blomstrende
Svindinges historie kan følges tilbage til 1376, hvor byen betegnes "Swinninge”. Bynavnets endelse indikerer, at den er opstået i 1000-tallet, mens forleddet formodes at komme sig af det gammeldanske navneord "swithning”. Svindinge er derfor muligvis anlagt på et svedent, eller afbrændt område. Det kan godt være, at området startede med at være afbrændt, men siden da har udviklingen ikke stået stille. Der var i 1571 ikke mindre end fire møller i sognet, og i slutningen af 1600-tallet lå der 33 gårde i Svindinge by. Langt størstedelen af disse gårde flyttede ud til nye marker i forbindelse med udskiftningen i 1770. Udflytningerne ændrede byens karakter, men hvor gårdene havde ligget, blev der efterhånden fyldt op med huse, handlende og erhvervsdrivende, og i starten af 1900-tallet havde op til 20 håndværkervirksomheder hjemme i Svindinge.
 

Husly til de nødlidende
Midt i Svindinge by, overfor byens kirke, ligger et karakteristisk gult hus. Glorup Stiftelse, eller Stiftelsen, som bygningen også kaldes, blev opført af Glorups ejere i 1853. Huset blev bygget som bolig for ældre og svagelige, der havde været tilknyttet godset. Der var plads til seks personer eller familier i det lange gule hus. I middelalderen havde klostervæsenet og den katolske kirke taget sig af sognets fattige. Ved reformationen blev klostrene nedlagt, og kirken frataget en stor del af sine midler, og derved blev de fattige overladt til dem selv og deres lokalsamfund. De manglende muligheder for hjælp førte til et stigende antal tiggere og forældreløse på landevejene. Efterhånden blev tiggeriet et samfundsproblem, og det fik i løbet af 16-1700- tallet mange godsejere til at opføre stiftelser og hospitaler.
 

Delt af sognegrænsen
Lamdrups historie kan følges tilbage til 1407, hvor Jens Buk af "Lammedorp” vidner på herredstinget i Gudme Herred. Lamdrup by ligger lige midt på sogneskellet mellem Svindinge og Gislev. Det betyder, at de gårde og huse som ligger øst for Sorteåen hører til Svindinge Sogn, mens beboerne på den anden side har hjemme i Gislev Sogn. I vore dage er sognegrænsedragningen for mange at regne for en mindre formalitet, men tidligere havde den en helt anden betydning. Grænsen mellem Gislev og Svindinge sogne handlede nemlig ikke kun om, hvor man skulle gå i kirke, det handlede også om, til hvilken præst man skulle betale sin tiende. Tiende var en afgift på 10 % af alt, hvad man producerede, og den skulle betales til kirken. Den lokale sognepræst fik også sin andel af tiende, så det var naturligvis vigtigt for sognepræsten, at den enkelte bonde vidste, hvor han skulle betale.
 

Eneejer i sognet
Glorups nedskrevne historie kan følges tilbage til 1390. I 1550’erne begyndte Christoffer Valkendorf at udvikle Glorup til et storgods. Han samlede Glorups jorder i nærheden af herregården. byttede sig til 9 gårde i Svindinge og 11 i Lamdrup, og fik ved opkøb samlet hele Svindinge Sogn under Glorups ejerskab. Som afslutningen på sit godsprojekt opførte Valkendorf en imponerende sammenbygget, firfløjet hovedbygning med lige høje længer og fire tårne. Bygningsværket var unikt for sin tid. Glorup kom ud af Valkendorf-familiens eje i 1661, og i 1765 blev hovedbygningen stærkt ombygget af den daværende ejer, Adam Moltke. Moltke gav Glorup et helt nyt udseende. Murene blev lavere og pudset hvide, mens vinduer og udsmykninger blev malet gule. Med ombygningen forenede Moltke baroktidens strenge symmetri med klassicismens lethed.
 

Annes gård
Anhof kendes tilbage fra 1400-tallet, hvor den var en lille hovedgård. Gården blev i 1500- tallet, under navnet Ovenskov, konfiskeret af kronen og solgt til Glorup, i hvis eje den forblev helt frem til 1916. I slutningen af 1600-tallet skiftede Ovenskov navn til Anhof. Navnet er formentligt afledt af ordene Anne og ”hof”/gård og knytter sig efter sigende til den daværende ejers hustru, Anna Rumohr. I slutningen af 1700-tallet blev Anhof igen en selvstændig hovedgård. Gården fik tilført en del af Glorups hovedgårdsjord og fæstegårde, hvorved den kunne opnå status som hovedgård og blive fritaget for skat og tiende. Hovedbygningen er nyopført i 1885 i én etage, men fik i 1916 bygget en ekstra etage til. I 1916 blev Anhof solgt til en udstykningsforening, der efter endt udstykning af en del af jorden solgte herregården videre.
 

Skuløren
Folkesagnene fortæller om to stendysser på marken nær Regissevej. Den ene, der nu er forsvundet, havde ifølge sagnene en meget stor sten, kaldet Skulørstenen. Vi ved ikke om "Skuløren” var en ondsindet nisse, et spøgelse eller en ond ånd, men det havde hjemme på den nærliggende gård, Skramgården. Det fortælles, at Skuløren huserede meget slemt, dyrene var urolige og der var ballade både dag og nat. En nat forsøgte Skuløren endda at smide en af pigerne i brønden. Det kom hun sig, ifølge folkesagnene, aldrig rigtig over. Skramgårdens historie var, måske på grund af det megen spøgeri, kort. Gården blev udflyttet i starten af 1800-tallet, men allerede da folkesagnene blev udgivet i 1880’erne, var den for længst revet ned, og folkene flyttet andetsteds hen. Skulørens spøgerier var kendte i samtiden, og de fandt vej til mange af 1800-tallets sagnsamlinger.